MENU
Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage sidste nyt fra Kulturhavn Gilleleje.
Hvilke nyheder ønsker du at modtage?

91-ÅRIGE HERBERT PUNDIK I KULTURHAVNEN

8. oktober 2018

I anledning af 75-året for redningen af jøderne  i  1943 havde LOF og Gilleleje Museumsforening indbudt til  erindringsmøde. Mødet fandt sted i den store biografsal, hvor samtlige pladser og trapper var taget i brug. Foran publikum i en stor lænestol sad den lille forhenværende chefredaktør, med en mikrofon i hånden. I stive 2½ time holdt han publikum i sin hule hånd, og der var varmt bifald under og efter foredraget.

Pundik fulgte tre hovedlinjer i sin fortælling. Først det store politiske overblik, med vægt på tyskernes situation i Danmark i 1943, dernæst de interne intriger hos besættelsesmagten og Werner Best' dobbeltspil og forræderi overfor Hitler, og endelig hans egen families flugt fra Snekkersten med det efterfølgende liv i Sverige. Denne sidste fase er han èn af de sidste overlevende, som kan berette direkte om.

Pundik lagde megen vægt på den "kontrakt" som den danske regering og besættelsesmagten havde indgået i 1940. Jøderne i Danmark følte sig sikre på regeringens og kongens støtte qua kontrakten, som naturligvis gav tyskerne store fordele i levnedsmiddelleverancer. Da bruddet kom i september 1943, bortfaldt "kontrakten" og situationen blev pludselig en anden.

Best var vanskelig stillet. På den ene side havde han lovet Hitler at gøre Danmark "judenrein". På den anden vidste han at en arrestation af jøderne ville rejse en vældig harme i den danske befolkning. Han valgte derfor at acceptere at indfangningen af jøderne skulle ske i natten mellem 2 og 3 oktober, men han beordrede den tyske værnemagt til at gå varsomt til tilfangetagelsen af jøderne. Samtidig advarede han, pr stedfortræder, den danske regering om udrensningen.

Det førte til at samtlige jøder i Københavnsområdet, og i det øvrige land, ca. 7.000, blev bedt om at forlade deres hjem og søge ly andetsteds den 2. oktober. Jøderne vidste  intet om den interne situation hos tyskerne, og de var øjeblikkelig blevet flygtninge. Pundik gav en gribende skildring af sin egen situation som 15-årig flygtning. Fra en tryg tilværelse i skole og hjem til en flygtning uden viden om hvad der skulle ske. Samtidig lagde han kraftig vægt på at heller ikke fiskerne eller den almindelige danske befolkning vidste noget om Best's dobbeltspil. Derfor kunne Pundik ikke se noget forkert i de betalinger for overfarten, som fandt sted.

Da flugten til Sverige var overstået, viste det sig at "kun" 300 - 400 jøder blev taget og ført til Theresienstadt, hvor de i øvrigt  med Pundiks ord blev behandlet som VIP-fanger. Denne  kendsgerning  gav Best livet  efter krigen på trods af forfærdelige krigsforbrydelser i både Polen og Frankrig. De resterende 6.500 jøder kom heldigt over til Sverige, og dermed var Danmark "judenrein".

Og så krydrede den gamle redaktør sin fortælling med jødiske vitser, som denne:  Paven fra Rom og overrabbineren fra  Jerusalem var samlet til et møde i Rom. Overrabbineren bad paven om at låne telefonen for at ringe til Gud. Bagefter opkrævede paven en stor sum penge af rabbineren for samtalen. Senere var de samlet i Jerusalem, og her bad paven om lov til at låne telefonen, fordi han skulle ringe til Gud. "Hvad koster det så", sagde han til overrabbineren. "Det koster ikke noget", sagde rabbineren. Paven så uforstående på ham og sagde "Jamen, det kostede da meget for dig at ringe fra Rom?". "Ja", sagde overrabbineren, "men herfra er det indenrigs, fra Rom er det udenrigs"!

Der var både gråd og latter i Kulturhavnen den aften.