
Ja, ved dette års Sankt Hans fest i Gilleleje blev der i sandhed bundet en krans så skøn af hjerter så varme, så glade.
Det var Kulturhavn Gilleleje, By C Kaffebar og Gilleleje Festival, der stod bag den aldeles forrygende aften, som var et levende bevis for, hvor fantastisk langt man kan nå ved at arbejde på tværs af de initiativrige kræfter i byen.
Overalt omkring Kulturbroen emmede det af liv og glade mennesker, der nød den skønne mad og velbryggede kaffe til de bløde, smygende og behagelige jazzakkorder serveret af The Boogaloo Brothers. Bålene i kanalen blev tændt, og Stine Bosse holdt en smuk og tankevækkende båltale, der udover nutidig relevans også inkluderede anekdoter fra hendes egen barndom i Gilleleje.
Da Outlandish som aftenens hovednavn gik på scenen, rockede Kulturbroen som aldrig før. Denne aften havde den akustiske trio den suverænt spillede guitarist Vicky Singh med på holdet. Det blev til mange velkendte numre i flotte nye fortolkninger. Ikke mindst vakte den spontant komponerede sang 'Gilleleje, Gilleleje' stor jubel hos publikum.
1000 tak til arrangørerne Kulturhavn Gilleleje, By C Kaffebar og Gilleleje Festival for en meget veltilrettelagt Sankt Hans aften.