
Gallerigangen. Gratis adgang.
Udstillingen løber fra 23. marts til 06. maj
Darrylle Hinz er amerikaner, men har boet i Gilleleje i mange år. Her er han kendt for sin glaskunst, og sine mange originale designs til bl.a. Holmegaards Glasværk.
Som ung mand i Californien var han inspireret af at lave kunst i farverigt glasmateriale, og udviklede nye, moderne teknikker i arbejdet med glas. Hans studier i glaskunst på California State University, blev fulgt af videreuddannelse på Orrefors Glasverksskole i Sverige. Han har også figureret som gæsteforelæser på The Royal College of Art i London, samt som lærer på Danmarks Designskole.
Efter et ophold i Snogebæk på Bornholm, gik turen til Kronprinsessegade i København, og siden til Gilleleje. Efter en alvorlig kulilteforgiftning i 2005, opgav han arbejdet med glas, og gik over til arbejdet med lærred, maling og kridt.
På udstillingen vises et lille udvalg af glaskunst, samt malerier og pastel-kridttegninger.