MENU
Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage sidste nyt fra Kulturhavn Gilleleje.
Hvilke nyheder ønsker du at modtage?

Anmeldelse af Halvmarathon

8. januar 2019

”Så syng da Danmark, lad hjertet tale” lød opfordringen til ½ maraton sangarrangementet onsdag den 19.12. fra kl. 10-19 på Mezzaninen.

 

Det kan konstateres, at denne opfordring blev taget fuldstændig bogstaveligt af publikum.

Fremmødet startede lidt behersket, da dørene blev åbnet, men efterhånden som dagen skred frem, kunne man tale om en egentlig tilstrømning.

De sidste 3 timer var der mere end fuldt hus, ingen siddepladser og sangbøger, man måtte kigge hos naboen i sangbogen, hvis man ville synge med.

 

Et af dagens højdepunkter var, da et par 3. klasser fra Gilbjergskolen om formiddagen indfandt sig med deres lærere og bemægtigede sig siddepladser og sangbøger – alt i god ro og orden.

 

De veloplagte arrangører og aktører, Erik B. Jensen og tidligere leder af musikskolen i Gilleleje Erik Bevensee, havde fra starten børnene i deres hule hånd, og begges fortid som undervisere fornægtede sig ikke.

Udover koncertflygelet som Erik B. håndterede, supplerede Erling med, en såkaldt melodica, et helt specielt blæseinstrument med keyboard, som har en sprød lyd som en lille koncertina (lille sekskantet harmonika)

 

Den stramme agenda med sangvalg udelukkende fra Højskolesangbogen blev i nogen grad fraveget, da børnene fik lov at vælge et par Kim Larsen sange, ”Jutlandia” og ”Midt om natten”. Men andre sange fra Højskolesangbogen blev der også sunget med på for fuld styrke.

Nogle udenforstående kunne måske frygte, at sangen var et uddøende fænomen hos ungdommen. Den frygt gjorde ungerne helt til skamme.

En morsom episode indtraf, da en lille purk rakte fingeren i vejret og foreslog ”Der er et yndigt land” blev sunget. Det blev den, så man følte sig hensat til Parken før en fodboldlandskamp.

 

I løbet af dagen kom og gik publikum efter behag. Nogle gik og kom igen, nogen var på vej til arbejde, andre på vej hjem fra arbejde, og andre blev under hele seancen. Og det var helt i tråd med ideen bag arrangementet.

 

Anekdoter og information om komponisterne mellem sangnumrene, fortalt med humor, bandt det hele sammen til en harmonisk enhed.

 

Senere på dagen, hvor der var fuldt hus, skulle publikum deltage i en flersproget og flerstemmig kanon, som omhandlede de nordiske landes egenart. Til den lejlighed var teksten at se på storskærm. Igen havde de 2, stadig veloplagte aktører greb om det pædagogiske og musikalske, og publikum tog del med liv og sjæl, og faktisk kom der et rigtig pænt resultat ud af det.

 

Gillelejekoret, under ledelse af Erling, gav et par numre, smukt og klangfuldt fremført, så publikum kunne hvile stemmebåndene en smule.

 

Dagen sluttede med Poul Dissings ”Go’ nu nat”, et meget passende punktum for en storslået og anderledes dag, som på alle måder blev en stor oplevelse for publikum og aktørerne, som, selvom hænder og håndled var ømme efter 9 timers uafbrudt hårdt arbejde, havde svært ved at få armene ned af begejstring over den positive modtagelse, som arrangementet fik.

 

I alt blev der sunget 109 numre fra Højskolesangbogen, nogle numre flere gange i løbet af dagen, og i gennemsnit var der 83 gæster pr. time henover dagen. Der er ingen tvivl om, at arrangørerne har ramt et behov og mon ikke, at der er skabt grobund for en årlig, tilbagevendende begivenhed? Man har lov at håbe.

 DSC_0404

DSC_0411 (1)