MENU
Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage sidste nyt fra Kulturhavn Gilleleje.
Hvilke nyheder ønsker du at modtage?

Så er pæleramningen afsluttet!

17. december 2015

 Byggeriet af Kulturhuset Gilleleje er i fuld gang og nu er pælefunderingen afsluttet!

Vores pælerammer Helge samt hans kollegaer har nu sat den sidste pæl på den østlige side af kanalen ved Snedkeriet og er draget på velfortjent juleferie. Vi andre har fået julefred uden bankelyde fra de mange betonpæle, der er blevet hamret i undergrunden.

Det har ikke været et nemt arbejde med de mange pæle - der hvor Kulturhuset er placeret, er ude i den gamle fjordbund, der i tidernes morgen strakte sig fra havnen og ind til Søborg Sø. De mange lag af forskellig typer jord og dynd gør, at pælene skal næsten 25 meter ned, for at få fast grund.

Der er sat ca. 200 betonpæle i jorden jævnt fordelt over hele Kulturhusets areal. Den kommende Kulturbro, der spænder over Søborg Kanal, er også blevet funderet med betonpæle og vil spænde 35 meter fra bred til bred.

Efter nytår fortsætter arbejdet med Kulturhuset. I næste fase støbes fundamenter og terrændæk.

Rammemaskinen sammen med ingeniør Frank Lemb og byggestyrer Søren Kirk.

 

Entreprenør Helge Rossen: "Nu er Kulturhuset på fast grund!"