MENU
Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage sidste nyt fra Kulturhavn Gilleleje.
Hvilke nyheder ønsker du at modtage?

Fælles lægehus i Gilleleje - fra idé til virkelighed

4. februar 2013

Lægecenter1

Kulturhavn Gilleleje A/S kan hermed meddele, at køberen af etape 1 Innovater A/S har indgået aftale med fem af byens læger om at flytte ind i Kulturhavn Gilleleje.

Lægerne Claus Nyholm Jensen, Lene Uhrenholdt, Kjeld Egvad, Mette Mouritsen og Lars J Hansen har indgået aftale om lejemål med fælles lægeklinik i det kommende byggeri i midtbyen, som Kulturhavn Gilleleje har taget initiativ til.

Lægerne udtaler: "Vi læger har brændt for en fælles lægeklinik i rigtig mange år. Et fællesskab med andre læger giver os mulighed for socialt fællesskab, vidensdeling og arbejdsdeling omkring ledelsesmæssige opgaver, så der bliver mere tid til det egentlige lægearbejde.

Vi har, som det ser ud nu på tegnebrættet, fået tilfredsstillet vores ønsker om en central placering af den fælles lægeklinik, tæt ved bus og tog, og potentielt gode forhold for vores patienter inkl. adgang til klinikken og gode venterum. Vi får moderne kliniklokaler, vi selv har indflydelse på at optimere i den forestående planlægningsproces af byggeriet.

Det er meget vigtigt for os, at vores patienter fortsat kan få en konsultation hos den læge, de hidtil har været tilknyttet, selvom vi læger arbejder sammen i et større fællesskab. Vi ønsker at bevare det nære kendskab, vi er glade for at have til vores patienter. På den anden side giver flerlægepraksis bedre mulighed for et varieret tilbud til patienterne. Vi læger er forskellige med forskellige kompetencer. Det skal ses som et positivt tilbud.

Et lægefællesskab giver også bedre mulighed for at ansætte læger under deres uddannelse til praktiserende læge, hvorved vi også håber at nogle bliver interesserede i at nedsætte sig i Gilleleje på længere sigt, når de ser hvor dejligt her er. Det er vigtigt, ikke mindst i en tid med lægemangel."

Lægecenter2

Lægerne Mette Mouritsen og Lars J Hansen fra den nuværende klinik Gilleleje Stationsvej 9 flytter til midlertidige kliniklokaler på Gilleleje Stationsvej 4 under byggeperioden for etape 1. Læge Lars Hansen udtaler: "Patienter tilknyttet vores praksis Gilleleje Stationsvej 9 vil i den kommende tid blive informeret om den midlertidige flytteplan til Gilleleje Stationsvej 4, der blot ligger et halvt hundrede meter fra den nuværende klinik. Vi forventer at tage den midlertige klinik i brug omkring den kommende påske."

Lægecenter3
Direktør Lars Corfitzen fra Kulturhavn Gilleleje A/S udtaler: "Det er en milepæl for visionen om Kulturhavn Gilleleje, at hovedparten af lægerne i Gilleleje nu er samlet med fælles lægeklinik - således sikres Gilleleje en fortsat høj service for byens mange borgere samt turister."

Lægecenter4
Direktør Morten Lykke fra Innovater A/S udtaler: "Kulturhavn Gilleleje A/S har gjort et grundigt foreberedende arbejde for etablering af en ny bymidte i Gilleleje! Vi er meget glade for vores investering i etape 1, hvor vi nu kan planlægge det videre forløb omkring projekteringen og således komme i jorden hurtigst muligt!

Næste step for etape 1 er at indkalde til et informationsmøde i slutningen af februar for de øvrige sundhedsrelaterede virksomheder i Gilleleje og omegn - dette er speciallæger, fysioterapeuter, kiropraktorer, tandlæger, zoneterapeuter, psykologer, fodterapeuter med flere. Dette med henblik på at samle endnu flere indenfor sundhed i den kommende bymidte!"